Velkommen til vores institution – et trygt sted for leg, læring og fællesskab
Skt. Klemens private børnehave og vuggestue består af to vuggestuegrupper på 14 børn og to børnehavegrupper a’ 25 børn. På hver stue er der ansat to pædagoger og to medhjælpere/studerende
Vi har ansat en køkkenassistent der laver sund og nærende mad til alle børn og voksne. Der er fuld forplejning og madordningen er obligatorisk.
Derud over har vi ansat en rengøringsassistent og en leder.
Vi arbejder alle ud fra et fælles værdisæt om at skabe en meningsfuld, udviklende og omsorgsfuld hverdag for alle børn.
I både vuggestue og børnehave, har vi særligt fokus på relationer, da vi mener at relationer er grundlæggende byggesten, som er essentielle i opbyggelsen af det enkelte barns fundament.
Vi lægger vægt på det forpligtende fællesskab og at udvikle almen dannelse heri. Vi ønsker, at det enkelte barn skal opleve sig selv som værende unik og uundværlig i vores fællesskab, men også at fællesskabet i sig selv er vigtigt, og at det enkelte barn føler sig som en del af dette.
Vi ønsker at bidrage med en holdning til, at forskellighed er godt og accepteret i et fællesskab. Vores aktiviteter tager udgangspunkt i det nære, og vi prøver at se det store i det små.
Hos os tænker vi læringsbegrebet bredt: kognitivt, socialt, sansemæssigt, følelsesmæssigt, relationelt, og vi har dermed fokus på hele barnets udvikling. Vi synger, leger, tegner, bygger, konstruerer, hopper, klatrer, springer og meget mere. Vi har hver dag afsat tid til at kunne fordybe os i aktiviteter som tager afsæt i ovenstående. Vi går i skoven og kigger på smådyr og bygger huler, vi leger med sprog gennem rim og remser, vi laver motorikbaner og meget mere.
Vi voksne gør os umage med at være nærværende og tæt på, men også at træde tilbage og lade børnene klare tingene selv. Det børnene kan selv, skal de selv.
Hele huset arbejder med udgangspunkt i materialet fra Fri for mobberi samt Tryghedscirklen.
Skt. Klemens Private børnehave og vuggestue er som navnet antyder en privat daginstitution: Vi er en non-profit institution, hvor pengene følger barnet, så vores midler går direkte til at skabe de bedste vilkår for børnene. Et eventuelt overskud vil flyde tilbage i ”puljen” og blive brugt på børnene/huset.
Vores hus ligger tæt på skov og å, og bybusser samt lokalbusser kører lige til døren
Læs mere om vores pædagogik i vores styrkede pædagogiske læreplan her